Skjoldemose.AI
ArtiklerReposBaggrund

Skjoldemose.AI

Navigation

ArtiklerReposBaggrund

Nyhedsbrev

Trending Open Source, en gang om måneden.

Kontakt

skjoldemosejohansen@gmail.comLinkedInYouTube

© 2026 Skjoldemose.AI. Alle rettigheder forbeholdes.

←Open Source
1. august 20268 min

Nextcloud: Europas vej væk fra OneDrive og Microsoft

Digital suverænitetOffentlig sektorOpen Source

Overblik

Hvad er det

En selvhostet pendant til OneDrive. Fildeling og samarbejde, kørende på servere, du selv styrer


Udbredelse

36.300+ stjerner på GitHub. Kører hos statslige myndigheder i Tyskland og Frankrig med hundredtusinder af brugere


Relevant for

Organisationer, især i det offentlige, der vil have kontrol over egne data og løsne grebet fra amerikanske cloud-leverandører.


Sværhedsgrad

9/10

Nemt at få op og stå. At drive det for en hel organisation er et omfattende projekt.

Licens: AGPL-3.0

Kommerciel brugJa
Lavet afNextcloud GmbH
SprogPHP
PrisGratis (support koster)

Programmet er gratis, og du må frit hoste og bruge det. Firmaet bag, Nextcloud GmbH, tjener på at drive og supportere det for dem, der ikke vil selv. Det, der tæller: koden er åben, du kan hoste det i eget hus, og du er ikke bundet til én leverandør.

Noget, der fylder mere og mere, er datasuverænitet. Det handler om, hvem der ejer vores data, hvor de opbevares, og under hvilke betingelser. Siden mr. Orange satte sig i stolen, er tilliden til USA styrtdykket, og med god grund, hvis man spørger mig.

Nogen er holdt op med at købe Coca Cola og Colgate (ikke mig). Det har jeg stor respekt for. Men når det kommer til enterprise it, har mit indtryk været, at man betragter det som en umulighed at løsrive sig fra Googles og især Microsofts greb. Der har været en masse snak og ikke ret meget handling. Store ord om suverænitet, og så alligevel Microsoft-login mandag morgen.

Det er måske ved at ændre sig. Flere organisationer, særligt i Frankrig og Tyskland, men faktisk også i Danmark, er begyndt at skifte OneDrive og Google Drive ud med Nextcloud, en selvhostet pendant, der er open source og efterhånden ti år gammel.

Hvad det egentlig er

Din egen OneDrive, på din egen grund

Kernen i Nextcloud er fildeling og synkronisering, ligesom OneDrive og SharePoint. Du lægger filer op, deler dem, redigerer sammen, og de følger med på tværs af computer og telefon. Rundt om den kerne ligger kalender, kontakter og mail, en office-pakke i browseren, og chat.

Den ene forskel, der betyder noget, er hvor det kører. Microsoft kører OneDrive på Microsofts servere, under amerikansk lovgivning. Nextcloud kører på dine, om det så er i eget serverrum eller hos en europæisk udbyder.

Hvorfor nu

Derfor vil de af med Microsoft

Drivkraften hedder digital suverænitet, altså kontrol over egne data og egen infrastruktur. Og bekymringen er konkret. Da København begyndte at kigge væk fra Microsoft, sagde formanden for kommunens revisionsudvalg rent ud, at afhængigheden af amerikanske teknologifirmaer udgør en risiko for den nationale sikkerhed, ikke mindst med de spændinger, der har været med USA.

Og så er der pengene. Kommunernes forbrug på Microsoft i Danmark steg fra 313 til 538 millioner kroner mellem 2018 og 2023, og alene i Aarhus falder udgiften til en del af deres it fra 800.000 til 225.000 kroner ved at skifte til Nextcloud (kilde: IO+).

Her anvendes Nextcloud

Dem, der rent faktisk gør noget

Jeg gravede i, hvor Nextcloud faktisk kører i drift i Europa. Anvendelsen er større, end jeg forentede:

Schleswig-Holstein, Tyskland

En hel delstat er ved at forlade Microsoft. Over 40.000 emailpostkasser og mere end 100 millioner mails og kalenderposter er flyttet væk fra Exchange og Outlook, LibreOffice er ny standard, og Nextcloud er ved at afløse SharePoint.

Kilde: The Register →

Frankrig

Île-de-France, regionen omkring Paris og på størrelse med to gange Danmark i indbyggertal, kører Nextcloud for 550.000 lærere og elever. Det nationale uddannelsesministerium er oppe på over 330.000 daglige brugere med 1,2 millioner som mål.

Kilde: Nextcloud →

Danmark

Bølgen er nået tl smilets by. Aarhus kommunen er konkret gået i gang med at indføre Nextcloud som en del af skiftet væk fra Microsoft, og København kigger potentielt samme vej.

Kilde: IO+ →

Prøvet af

To timer på en bærbar

Jeg satte det op derhjemme på en almindelig bærbar med Windows, Nextclouds egen færdigpakkede udgave, og Claude Code som makker undervejs, en AI-assistent, der gør tilværelsen behagelig.

Hele installationen endte på cirka 755 MB hukommelse, og Nextcloud opdaterede sig selv til nyeste version undervejs uden at spørge. Selve arbejdet tog under en time. Resten var ventetid.

Nextclouds filoversigt efter installationen: velkomsthilsen øverst, mapperne Documents, Photos og Templates, et par vedlagte PDF-filer, og 59,6 MB brugt plads
Første skærmbillede efter opsætningen. Det ligner OneDrive, og det er nok meningen.

Det svære var ikke programmet. Det var netværket. Navne, porte og sikkerhedscertifikater, alt det, der skal til for, at omverdenen kan finde maskinen og stole på den. Vil du selv prøve, kan du hente hele fremgangsmåden som PDF nederst i artiklen.

Bundlinje

Et valg om kontrol, ikke om en bedre app

At det tog mig kort tid at få op at stå, er naturligvis ikke det samme som, at det er nemt for en organisation at skifte til Nextcloud. Programmet er gratis at hente, men det er ikke gratis at drive. Du bytter en licensregning ud med en driftsregning og et forandringsprojekt, og nogen skal stå klar, når noget går ned klokken to om natten. Her kunne man passende bruge teamet bag Nextcloud som driftspartner, hvis man ikke vil løfte opgaven selv.

Til fildelingen kan Nextcloud erstatte OneDrive, og de store installationer beviser, at det holder i skala. Det er en mulighed for at blive herre i eget hus. Men Microsoft og Google er naturligvis mere end fildeling, og den samlede pakke kan Nextcloud ikke matche. Men hvis man virkelig vil, er jeg overbevist om, at det er muligt at samle de resterende brikker.

For et år siden sagde mange, at det var så godt som umuligt at løsrive sig fra de amerikanske tech-mastodonter. Den fortælling begynder heldigvis at vakle. Spørgsmålet er snart ikke længere, om det kan lade sig gøre, men om man tør og orker.

Vil du prøve selv

Hele opsætningen som PDF

Jeg har skrevet fremgangsmåden ned i sin fulde længde: de seks trin med de faktiske kommandoer, de portnumre og DNS-værdier der skal bruges.

PDF · 9 sider

Nextcloud på egen maskine

Trin-for-trin opsætning af Nextcloud All-in-One, med faldgruber og fejlfinding

↓

Læs mere

GitHub: nextcloud/server

36.300+ stjerner · AGPL-3.0 · Gratis

→

GitHub: nextcloud/all-in-one

Den færdigpakkede udgave, jeg brugte

→

nextcloud.com/government

Nextcloud til den offentlige sektor

→

Kilder

The Register · Schleswig-Holstein flytter 40.000+ postkasser og afløser SharePoint med Nextcloud

IO+ · København og Aarhus forlader Microsoft, Aarhus indfører Nextcloud, tal og begrundelser

Wikipedia (ZenDiS) · openDesk, dets komponenter og adoption i det tyske forsvar

Nextcloud · franske installationer, Île-de-France og uddannelsesministeriet

Nyhedsbrev

Jeg sender en lignende gennemgang af et Open Source-projekt ca. en gang om måneden.